Jeg går min egen vej.

At fortælle sig selv at man skal komme videre er næsten også det samme som at fortælle sig selv at det er forbi. Jeg vælger kun at komme over det fordi jeg vil videre i livet ikke fordi jeg er svag og ikke gider at tage kampen op. Ligesom i en foldbold kamp. Hvis det modsatte hold får score, skal du ikke give op men kæmpe for at målet tilbage.

Jeg kan ikke være migselv uden at vide hvem jeg selv 

er, du kan ikke bare finde dig selv den næste dag eller ugen efter, at finde sig selv kan tage hele livet. Den du er nu er du måske ikke om 4-5 år. Hvorfor? Fordi vi lærer alle mulige nye ting, om livet, om omgivelserne og hvordan vi skal takle vores følser i de forskellige situationer.

Igennem livet lærer vi fra barndom til teenager, at alting måske ikke altid går ens vej, at en bedsteven/veninde bare var en nar, at kroppen, ansigtet, tøjet og håret skal sidde godt og man bare skal se perfekt ud, at udseende tæller, at lyve for at komme udenom tingende, at have de nyeste ting bare for at være som de andre? Men hvorfor gå i det rigtige tøj, hvorfor dække sit naturlige smukke ansigt til, hvorfor skal håret altid sættes flot og hvorfor skal vi være sådan overfor hinanden? Hvorfor?

Fordi det sådan verden er idag. Før i tiden havde man ikke smarte demsesdutter, som vi har idag. Måske var jeg ikke lige født dengang med før at det her smarte, high technologi things. Men jeg ved at det var den del bedre end idag, for før i tiden have man hinanden, ligesom et helt normalt venskab idag, før i tiden var tøj bare tøj, Hår var bare hår og nye ting? Ja dem havde man vel ikke brug for så meget dengang.

For at være ærlig jeg ville ønske jeg levede den gang, For nu idag bliver man dømt for at gøre bare en lille ting forkert. For at gå i det forkerte tøj, og når man så har det rigtige tøj på, bliver man dømt for at efterligne andre også bliver man bare dømt som en taber. Men seriøst og hvad så, hvad så hvis man ikke lige går i skinny jeans, tops, hot pants, læderjakker, nitter og alt det der nye halløj der nu er. Hvordan kan det hjælpe at hakke på folk og fortælle dem hvad de skal, og når de så endelig lytter bliver de alligevel dømt.

Jeg lærte at gå da jeg var 1, jeg var glad, smilede og grinede så voksede jeg op og væk fra den jeg rigtigt var, men det jo normalt da alle gør det, så blev jeg kaldt for taber og de såkaldte ord man nu bruger. Jeg lærte at det var okay at græde, men da jeg så græd blev man igen kaldt grimme ord. Jeg prøvede at ignorer det, og blev så kaldt svag. Jeg gik månedvis med tanker om migselv og blev ved med at sige til migselv at jeg var "forkert" og spurgte migselv af og til "Hvorfor er du ikke normal", men så gik den gal. Fordi for hvergang jeg havde de tanker gjorde jeg migselv svagere end jeg allerede var, og til sidst vidste jeg ikke hvilken vej jeg skulle gå. Jeg havde to valg, at stå ud fra andre eller at stå inde med de andre. Jeg valgte det forkerte og gik med de andre, og jeg var ikke min egen pige mere jeg tilhørte dem og det de gjorde mig til. af og til gik jeg stadig med tanken om at blive perfekt, men så slog det mig. Med tiden havde jeg vokset og her er jeg dag.

Jeg valgte endelig at gå min egen vej, at lade folk dømme mig for det de ikke vidste om mig, at lade folk se ned på mig, mens jeg imens bare gik mig egen glade vej. Og ja jeg ved godt at jeg måske en dag vælger at tage den anden vej igen, men hvad så det mit eget valg. Jeg tog den forkerte vej og har nu taget en genvej til min egen vej. Jeg tog en chance og hoppede ud i det, jeg ville ikke leve med skam for resten af mit liv. For jeg tror nok det er meningen med livet at, man bare skal tage sin egen vej og lade andre følge strømmen hvis de ville. Hvad jeg ihvertfald har tænk mig at gøre er at bare gå videre og gøre min vej større og hvis der skulle komme noget trafik eller et problem på vejen, så lad det komme for jeg ved at hvad end det er kan det altid rettes op igen.

Jeg er Tania Jørgensen og jeg går min egen vej.
Det aldrig forsendt at vende om igen.

Xoxo.- Tania Jørgensen.